Skip to main content

Nyt samarbejde skal sætte Danmark på landkortet indenfor militær rumteknologi

  • DTU og den danske virksomhed Space Inventor skal sammen med den franske forsvars- og teknologikoncern Thales’ danske organisation, Thales Denmark A/S, udvikle ny teknologi, der kan overvåge og identificere militære trusler ude i rummet og på jorden
  • Projektet er støttet af midler fra EU’s Forsvarsfond

Rumteknologi og satellitter er ikke bare vigtige for at kunne følge med i klimaforandringer, for at skibe og fly kan navigere, og for at vi kan kommunikere over store afstande. De har også afgørende betydning for Danmarks og EU’s sikkerhed.

Et nyt dansk-drevet projekt skal udvikle en teknologi, der gør det muligt at overvåge og identificere militære trusler ude i rummet og på jorden. Efter planen skal teknologien ved hjælp af kunstig intelligens bidrage til databehandlingen af de kæmpemæssige datastrømme, der kommer fra eksempelvis satellitter og landbaserede sensorer, og dermed give bedre mulighed for at udnytte rumbaseret data og efterretninger til militære opgaver.

Projektet, der går under navnet INTEGRAL og hører under EU’s regi for SSAEW SC2, Space Situational Awareness – Space Command and Control, er støttet med midler fra EU’s forsvarsfond og er et samarbejde mellem DTU, den danske virksomhed Space Inventor, der er specialiseret inden for satellitter, samt den franske forsvars- og teknologikoncern Thales i Danmark.

Den danske virksomhed Space Inventor kommer til at spille en nøglerolle i projektet. Den skal bidrage til at udvikle prototypen på INTEGRAL og finde frem til en algoritme, der kan spore satellitternes kredsløb.

Med tildelingen af midlerne følger også en markant øget synlighed på den internationale scene, ligesom det giver adgang til netværk og viden.

”Det er utrolig spændende for Space Inventor at indgå i et så stort internationalt samarbejde og vi glæder os til at vise omverdenen, hvad vi også kan indenfor forsvarsrelateret rumfart”, siger Karl Kaas, CEO Space Inventor ApS.

”Forskning og udvikling af ny rumteknologi i samarbejde med dansk industri skaber øget fokus på forskning samt vækst og arbejdspladser”, siger Professor Rasmus Larsen, Provost, Executive Vice President, CAO, M.Sc.(Eng) Ph.D. fra DTU.

Et unikt samarbejde med store perspektiver
Projektet er ét ud af kun 26 projekter, som EU Kommissionen har godkendt under testprogrammet European Defence Industrial Development Programme (EDIDP) i 2020. Og hos Thales ser man store perspektiver i, at dansk forsvarsindustri kigger mere mod Europa.

”Det er et unikt samarbejde, fordi vi forener forskningen med industrien på flere niveauer. Vi er i Thales en del af det danske økosystem inden for forsvarsområdet, samtidig med at vi som international virksomhed har et indgående kendskab til det europæiske forsvarsmarked. Det vil vi gerne bidrage med, så lokale danske virksomheder kan indfri det store potentiale, som forsvarsindustrien i Danmark rummer,” siger Tommy Ayouty, CEO, Thales Danmark, VP Thales Group i Norden.

Flere danske forsvarsvirksomheder deltager i EU godkendte projekter. Bl.a. projekt SAURON, for SSA Sensors, samt Rum & Forsvars projektet, SSA Early Warning, som også indgår i EDIDP 2020. Disse tre projekter kan være med til at give Danmark en større synlighed i Rum & Forsvars regi i EU, hvilket forventes at skabe yderligere samarbejde og mulighed for at indsamle fælles viden i forbindelse med overvågningen af Arktis i fremtiden.

INTEGRAL-projektet løber foreløbigt frem til 2023, hvorefter parterne kan søge midler til at videreføre arbejdet.

Om Thales
Thales er en global teknologivirksomhed, der er førende inden for digital innovation og deep tech-løsninger. Med udgangspunkt i connectivity, big data, kunstig intelligens, cybersikkerhed og quantum computing bidrager Thales til at bygge en sikker fremtid, der er afgørende for udviklingen af vores samfund. Koncernen er leverandør til virksomheder, organisationer og regeringer inden for forsvar og sikkerhed, rum- og luftfart og transport. Thales udvikler løsninger, services og produkter, som hjælper vores kunder med at varetage deres vigtige roller, som er kritisk for samfundet.

Thales omsatte for 17 milliarder Euro i 2020 og har 81.000 medarbejdere i 68 lande.

Contact
Anne Sofie Hüttemeier, Communication Manager, Northern & Central Europe
+45 51 15 89 14 anne-sofie.huttemeier@thalesgroup.com
Fabien Trumpf, Account Manager, Baltic Countries & Offset Manager Denmark
+45 29 74 93 49 fabien.trumpf@thalesgroup.com